Marsvin føder meget store unger i forhold til deres vægt. Det ville svare til, at en menneske-mor føder firlinger på 10 kg hver!!!! Lige inden fødslen er hunnen meget besværet, da ungerne kan udgøre næsten halvdelen af hendes vægt. Man kan sammenligne hendes kropsform med en stegepande, hvor hoved og forkrop er pandens håndtag, mens bagdelen er selve kroppen.
Hos Anne Iversen i Søborg var vi så heldige, at vi fik lov til at fotografere sådan en hun, som snart skulle føde. Det var helt utroligt at se, hvor stor hun var.
Ugen efter kom vi tilbage og kunne fotografere hende igen, sammen med de fire små uldtotter.
Hun hedder 4-ever Snowgo og er en hvid rødøjet Teddy, som er født hos Anne Iversen. Da billederne blev taget, var hun ca. 2 år gammel. Her er Annes beskrivelse af hende:
Hun er helt særlig. Det er som regel hende, som er helt fremme ved burkanten, når der skal fodres og altid god for en “kæl”. Hun var en god mor til ungerne, som voksede fint og stabilt alle 4. De er nu solgt til gode familier.
Læs mere i bogen ”Mine marsvin”. Her er et helt kapitel om marsvins formering – lige fra hannen og hunnen sættes sammen, til ungerne skal sælges. Du får også gode råd og lærer om risikoen ved at avle med din hun.